søndag den 16. november 2008

Fogh er blevet klogere... - følger handling mon med?

Rent politisk omring miljøområdet, har det jo være en broget tid under Fogh-regeringen. Først lukkede regeringen de folkelige projekter under Den Grønne Fond (via lukningen af fonden). Og vi har hørt at ikke en fugl, ikke en fisk og ikke en frø har fået det dårligere under regeringen VK(O). Men selv udviklingen kan jo indhente en regeringsleder, og uanset tilskud til Bjørn Lomborg mv., brød klimakrisen ud i fuld lue med Al Gores film, En Ubekvem Sandhed, i september 2006, og vi oplevede et paradigmeskifte omkring klimaproblematikken.
Med den nye regering i november 2007 fik Danmark således Verdens første Klima- og Energiminister, og Danmark fik under Bali-mødet i december 2007 (COP13) lagt så meget i vægtskålen, at Danmark efterfølgende fik værtskabet for Klimatopmødet i 2009 (COP15).

Fossilfrit Danmark og grøn økonomi
På Venstres årsmøde i weekenden 15.-16. november 2008 har Anders Fogh Rasmussen endnu engang fremført at Danmark skal være et miljømæssigt foregangsland, fossilfrit. Han slog fast at en ny ’grøn økonomi’ er fremtiden for Danmark – og verden. Og han erkendte at Venstre ikke har været den energipolitiske avantgarde. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ville have håndteret decimeringen af Svend Aukens miljø- og energiministerium (og Den Grønne Fond) i 2001 på en anden måde, hvis han dengang havde haft den samme viden om den globale opvarmning, som han har i dag. Det erkendte Anders Fogh Rasmussen for første gang nogen sinde i et interview (http://politiken.dk/politik/article598674.ece) efter Venstres landsmøde i Herning d. 16. november 2008.

Det bliver spændende at se om Fogh også vil se på den historiske udvikling på bæredygtighedsområdet, herunder vigtigheden af civilsamfundets involvering, og indirekte det arbejde som en række ngo’ere udfører.

Det personlige møde med Fogh
Jeg glemmer aldrig den gang da jeg personligt mødte Fogh, under Verdenstopmødet for Bæredygtig Udvikling i Johannesburg i 2002. Under topmødet var danske ngo’ere og andre danske deltagere inviteret til reception af den danske regering og Anders Fogh Rasmussen. I sin tale roste han de danske ngo’ere for deres store indsats, men det kun få måneder efter at regeringen havde fjernet de midler som Den Grønne Fond havde støttet det folkelige miljøarbejde med. Jeg fik lejlighed til at kommentere det efterfølgende da jeg pludselig stod ansigt til ansigt med Anders Fogh Rasmussen. Hans svar var følgende: ”Ngo’ere på statstilskud, det hænger jo ikke sammen”.

Men til det er der vel flere svar! Og dem har jeg gennemtænkt i årene.
Det er rigtigt at ngo’ere ikke skal være 100% på statstilskud (som højskoler, landbrug og meget andet heller ikke er, selvom de modtager stor støtte). Det er både sårbart og ufrit. Derfor skal en ngo forsøge at få sin grunddrift til at hænge sammen så man kan leve uafhængigt. Men det vil i et demokratisk samfund altid være ønskeligt at ngo’ere indgår i løsningen af samfundets problemer og udfordringer. Bæredygtig udvikling er en stor udfordring, og derfor var der efter Rio-topmødet for ’miljø og udvikling’ og Agenda 21-dagsordenen fra 1992 indskrevet en række projekter og metoder der skulle sikre en bæredygtig udvikling – og det krævede samarbejde og støtte.

Folkelig engagement og uddannelse for bæredygtig udvikling
I Danmark førte det til Den Grønne Fond og et væld af innovative miljøprojekter. Den nuværende regering har uden skelen lukket disse initiativer under en parole der hed: Nej tak til smagsdommere. Men der er behov for denne vekselvirkning i et samfund.

Og fx Øko-net har taget denne opgave op, og har som mission haft at skabe netværk og platform for folkelig engagement, erfaringsudveksling og debat om bæredygtighed bredt.
Dette har bl.a. foregået via opbygning af en stor database (http://www.eco-info.dk), De Grønne Sider, en omfattende kalender for grønne arrangementer, og en række folkemøder, udgivelser og deltagelse i paraplysamarbejder. Og et stort emne, vi har kæmpet for at få sat på dagsordenen herhjemme og i Norden, er Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Dette er lykkedes, og processen kan følges på http://www.ubu10.dk – og dertil har vi udviklet et nordisk/internationalt projekt for UBU der hedder Balanceakten – og bygger på konkret handling for indførsel af UBU i alle former for uddannelser.

Grønne hilsner:-)
Lars Myrthu-Nielsen, seretariatsleder i Øko-net